I 1999 købte jeg min første Grand Danois hos en dygtig opdrætter med 25 års erfaring inden for racen.
Hun hed Great Granada's Hyundai, men her hjemme fik hun navnet "Lava". Lava viste sig at leve ganske godt op til racens standard (FCI 235), så jeg besluttede at prøve det der med at udstille. Jeg nåede nærmest ikke at blinke, før det blev en stor del af min hverdag. Dengang og nu, er jeg deltagende på mange danske udstillinger, samt en håndfuld udvalgte rundt om i norden. Som opdrætter er det vigtigt løbende at få vurderet sit avlsarbejde, og som hundeejer er udstilling en god hobby og et godt sted at mødes med mennesker der som jeg selv, elsker denne race.

På et tidspunkt er det gået op for mig hvad det egentlig handler om, alt det med at udstille, brænde for og opdrætte en bestemt race. Jeg har stor respekt for den magt man som menneske har, hundene er vores lerklumper og vi forsøger at forme dem til vores tilfredsstillelse. Samtidig skal sundhed altid være vigtigere end de ydre rammer, det være sig både mentalt og fysisk. At få disse ting til at gå op i en højere enhed, kræver et forarbejde man ikke er forberedt på, men må acceptere det øjeblik man overvejer om ens tæve bør få hvalpe. De krav jeg stiller til mine hunde, kan ikke opfyldes uden stambogsføring i Dansk Kennel Klub som hører under FCI. På den måde bruger jeg samme standard for mine hunde, som kenneler fra de lande jeg ønsker et samarbejde med gør. Besøg Grand Danois Klubbens hjemmeside for at se mere om dette.

I samråd med min opdrætter besluttede jeg, at Lava skulle have et kuld hvalpe, og i år 2001 fik jeg godkendt kennelnavnet "Grand Krøyer" hos DKK. Lava fik i 2003 sit eneste kuld hvalpe, efter DKCH Lagarada's Gold Krugerrand. En hanhund som min opdrætter nogle år forinden havde importeret fra USA, og selv havde brugt nogle gange. Vi var enige om at han var den rigtige hanhund at parre Lava med. Når man som uerfaren opdrætter står og skal igang, er det af stor betydning at kunne læne sig op ad erfarne og dygtige folk der vil dele ud af deres viden.

En af de ting der betyder meget for mig som opdrætter, er at jeg på bedst mulig vis, sikrer at mine hvalpe kommer ud i gode blivende hjem. Selvfølgelig er der ingen garanti for succes hver gang, men forarbejdet skal gøres bedst muligt.
Et af de valg jeg har truffet, er at mentalteste mine kuld. Det er selvfølgelig ikke en mentalbeskrivelse som på en voksen hund, men en hvalpetest, der laves af en uddannet mentalbeskriver fra DKK når hvalpene er 7 uger gamle. Den giver et billede af forskellighederne de enkelte hvalpe imellem, og i fællesskab med den kommende hvalpekøber, finder vi den hvalp der bedst muligt opfylder de ønsker den enkelte har.

Testens resultat giver samtidig hvalpekøberen nogle gode værktøjer til at løse de opgaver der må komme hen ad vejen. Dette er til gavn for mig som opdrætter, for hvalpekøberen og ikke mindst for hvalpen. Den har trods alt også nogle behov der skal opfyldes de næste mange år. De hvalpekøbere der herfra har kunne modtage en mentaltesten hvalp, har alle meldt positivt tilbage, hvilket forstærker mig i beslutningen om at dette er måden at gøre det på.

Mine overvejelser ud i avl strækker sig langt ind i fremtiden. Der er ingen hovsa-løsninger. Jeg tror ønsket om at lave smukke hunde, er tilstede hos alle der vælger at opdrætte. Det er bestemt også mit ønske, men langt fra det eneste. Når jeg står med en smuk hund i ringen, er det lige så vigtigt for mig at dommeren samtidig er tilfreds med temperamentet. Mine hunde er mine bedste venner, som bor sammen med mig i huset. Så den mentale side skal være på plads hos den enkelte, hvis det skal kunne lade sig gøre.

Ligeledes er mine hunde ambassadører for mit opdræt når vi er ude, og et billede af det hundehold jeg har valgt at have i mit hjem og bygge mit opdræt på. Det nytter ikke at sløse med noget, hundene skal have det helt rigtige foder i den helt rigtige mængde. De skal have motion afstemt til deres størrelse og alder. Fornøjelsen ved at have hund, forsvinder ikke i takt med at antallet stiger, de er stadig omdrejningspunkt i min hverdag, præcis som det hører sig til for enhver hundeelsker.

Grand Krøyer består i skrivende stund af tre gule tæver, to gule og en stribet hanhund, samt fem hunde i udstationerings- eller avls-aftaler. Mine tæver indgår i avl når de er mellem 2½ og 3½ år, hvis jeg mener de kan bidrage med noget betydeligt til racen og får ikke mere end 2 kuld hvalpe i deres levetid.
De hvalpekuld jeg planlægger, vælges udfra et ønske om at beholde afkom til fremtidigt avlsarbejde, ikke for at producere hvalpe i en lind strøm. At producere mange hvalpe er for mig ikke vejen til højere kvalitet. 

Mine hanhunde står til avlstjeneste for enkelte avlsgodkendte FCI tæver, hvis opdrætter planlægger at beholde et afkom fra kuldet. Tæver der er røntgenfotograferet har første prioritet. Alle hvalpe skal registreres i en FCI anerkendt klub og vokse op under ordnede forhold (læs; nej tak til staldopdræt)