Ingen planlagte kuld

Se det seneste kuld her


Inden du beslutter dig for om Grand Danois er racen for dig, er det vigtigt du sætter dig ind i racens temperament. Det er en god ide at kontakte og besøge mere end én opdrætter. På den måde får du et bredere billede af racen og kan samtidig finde ud af, hvilke områder der for dig er vigtige. Det kan være fysisk sundhed, mental sundhed, udstillingsresultater, om hundene lever i kennel/bokse eller er inde i huset som familiehunde. Sæt dig et mål og stil krav, på den måde finder du det rette sted at købe din Grand Danois.

For at fungerer bedst muligt med en Grand Danois må du være tålmodig, blid og afbalanceret, samtidig med at du kan vise tydeligt lederskab. Kender din Grand Danois ikke sine rammer vil den langsomt men sikkert overtage chef-rollen, hvilket kan blive rigtig besværligt når du pludselig står med en hund på 60-80 kilo der ikke respekterer dig. Gensidig respekt er vejen frem med denne race.

Hvalpe fra Grand Krøyer bliver mentaltestet når de er 7 uger og er efter HD-fotograferede forældre. Det er en selvfølge at hvalpene vokser op i huset, og bliver renlighedstrænet fra de er omkring 4 uger gamle. De vil være præget på små og store børn, på trafik og andre dyr. De har været ude at køre i bil og er vant til halsbånd og snor. Alle hvalpe stambogsføres hos Dansk Kennel Klub og må ikke overføres til en anden klub uden for FCI. Som udgangspunkt sælges der ikke avlshunde fra denne kennel.

Hos Grand Krøyer kommer man ikke i betragtning til en hvalp ved brug af venteliste. For alle parters skyld er det afgørende at kemien er den rette mellem opdrætter og hvalpekøber. Som interesseret er du altid velkommen til at ringe eller sende en mail, hvor du fortæller om dig selv og får svar på det du er i tvivl om, eller ikke får oplyst her på siden. Herefter er du velkommen til at besøge kennelen, enten før hvalpene fødes eller når de er blevet tre uger gamle.

Alle hvalpekøbere er lige vigtige og skal have samme mulighed for at få den helt rigtige hvalp med hjem. Derfor ligger det ikke fast hvilken hvalp der flytter hvorhen, før hvalpene er mentaltestet. Mentaltesten har vist sig at være et rigtig godt redskab, der i kombination med informationer fra hvalpekøber om hverdag, interesser og ønsker, betyder at den enkelte hvalp og hvalpekøber bliver matchet på bedst mulig vis. Det er derfor utrolig vigtigt at man som interesseret, fortæller mest muligt om sig selv, sin familie og de detaljer der har betydning for at finde den rette hvalp.

Hvalpene flytter tidligst hjemmefra når de er 8 uger og vil til den tid være chippet, vaccineret, være sundhedstjekket af dyrlægen og have EU-pas samt DKK-stambog. De har foder og c-vitamin med til den første tid, samt en beskrivelse af fodring og generel vejledning, så du er hjulpet godt i gang med din nye bedste ven. Herudover har du 24 timers hotline til opdrætter i resten af hundens levetid og vil altid være hjerteligt velkommen til et besøg.

Fodring er lidt af en videnskab og jeg sætter derfor stor pris på at blive taget med på råd inden man som hvalpekøber evt. overvejer at skifte foder. Hvalpene her bliver fodret med Fisk & Ris fra Frank's Pro Gold samt German Sherpherd Adult fra Royal Canin. Det der først og fremmest har betydning for om et foder er velegnet til fodring af hvalpe, er at proteinindholdet ikke er for højt.

Når "hvalpen" er mellem 20 og 24 måneder, refunderes 1.000 kr. af købssummen, hvis der foretages røntgenfoto af hofter og albuer, som herefter sendes til DKK. Jeg anbefaler at benytte Ken Lindeblad fra Faxe Dyrehospital til dette.

Jeg anbefaler i øvrigt at man, selvom hvalpen/unghunden ingen synlige problemer har, besøger en kiropraktor nogle gange i hundens første leveår. Ved en race med så extrem vækst kan der nemt snige sig skævheder ind forholdvist ubemærket. Jeg er derfor indgået i et samarbejde med en veterinær/kiropraktor i Storkøbenhavn og anbefaler alle hvalpekøbere at benytte hende når hvalpen er 3-4 måneder og igen når den er 6-8 måneder gammel. Disse to besøg betales af opdrætter.