Før jeg valgte at lade Vega parre, anså jeg det for vigtigt, i samarbejde med en bekendt der arbejder med hundeadfærd, at vurdere hvorvidt Vegas tilbageholdende adfærd, bundede i genetik eller manglende prægning fra hvalpestadiet. Vega er importeret fra Finland og jeg havde derfor ikke mulighed for at besøge kennelen før Vega kom hjem. Vega havde nogle tillærte tendenser, der gjorde at hun valgte fra hvor hun burde vælge til.
I vores træning satte vi hende i situationer, som vi vidste hun kunne komme igennem med succes. Dog krævede situationen at hun fokuserede på det hun var i gang med og deltog aktivt, i stedet for at overlade ansvaret til mig.

På de følgende billeder, vises situationer fra en træningsdag. Alt det vi foretager os, foregår langsomt. Det er meget vigtigt at det ikke bliver en agility-forhindringsbane, der skal forceres hurtigst muligt. Her handler det om at lade hunden mærke sig selv. At den tænker før den handler og stoler på, at jeg er der som støtte når det er nødvendigt.

Fra at være en hund, der ikke tog kontakt under en opgave, men nærmere kiggede væk og meldte sig ud, blev Vega meget opmærksom på, hvad jeg lavede og forsøgte at følge mit tempo og vejledning.

Jeg har fundet den tone jeg kan bruge, for at hun ikke er i tvivl om hvem der er leder, men stadig ikke føler sig trykket. En fin balance, specielt ved denne følsomme race.

Alle billeder er taget af Eva Bjerg



Vi starter med at gå, siden løbe over en række bomme. Det handler om at hunden vælger dig og dit tempo. Vega kender denne øvelse, og retter meget hurtigt ind efter mine skridt.






 



Læg mærke til de ekstra løftede ben, der følger min takt.

 

 

 

 

 



Vega bruger længere skridt end ellers, for at hun kan følge mig.

 



 





Før vi starter på en ny problemstilling/opgave, snakker vi altid processen igennem, så alle er forberedt.





 

 

 

 

 

 

 

 



Her skal Vega træde på de trin der er sat fast på pallen. Det kræver at hun orienterer sig før hvert skridt. Vi tager bogstaveligt ét skridt af gangen. Fordi det går langsomt, tvinges hunden til at være opmærksom på både forpart og bagpart.

Med venstre hånd flytter jeg Vega's vægt, og med højre berører jeg det ben hun skal flytte, så hendes opmærksomhed er rettet mod det. Det bevirker at hun selv sætter poten op ved siden af den anden.



Jeg bruger meget tid på at stryge hunden, så hun bliver opmærksom på sig selv. Hendes ører viser at hun er med, og har fokus på det jeg gør.




 





Jeg har nu flyttet på det ene bagben, og det er tydeligt at det skaber ubalance. Hun skal nu have tiltro til at jeg støtter hende, men stadig arbejde selv, for at det skal lykkes. Jeg har altid begge hænder på hunden, i dette tilfælde støtter jeg fronten, mens jeg flytter på bagparten.







Mens jeg støtter Vega fortil, hjælper Lillen med at få balance på bagparten.











Vega bliver lidt stresset, kigger væk og halser. Her skal vi bare forholde os i ro, til hun selv viser hun er klar til mere.









Vega er ved at være klar igen.












Jeg lader nu Vega tage næste skridt selv, hvilket hun klarer fint. Hendes opmærksomhed er rettet mod forhindringen og hun rammer fint trinnet med bagpoten.












Nu skal der ro på igen, så hun ikke bare skynder sig op på den vandrette flade. Hun skal finde balancen inden hun får lov at komme videre.










Det er tydeligt at Vega befinder sig godt her. Vægten er fint fordelt på for og bag. For hvert skridt skal hunden gerne ende med en sejr.











Det er svært for så stor en hund at stå så samlet med for- og bagben. Og det kræver en indsats at bevare roen og blive stående her.











Vega viser fin koncentration om opgaven.

 









Igen er støtte og samarbejde et vigtigt redskab.












Vega klarer at bruge trinene hele vejen ned, der er ikke noget med at springe det sidste stykke. Når opgaven er fuldført, skal der ikke gøres et stort nummer ud af at rose. Ved ros og klapsalver gøres situationen til noget specielt, fremfor at hunden husker opgaven som en dagligdagsting. Der er risiko for at hunden ved kommende opgaver, har problemer med at koncentrerer sig om opgaven, og i stedet fukuserer på at komme til vejs ende og modtage den meget ros. I stedet slippes hunden roligt, og får lov at komme af med det stress den måtte have.















Efter en opgave der har været krævende, søger Vega selv en forhindring som hun ved hun kan klare. Jeg følger med og lader hende vise at det her har hun 100% styr på.










Her er virkelig noget hun er tryg ved, så hun mener ikke vi behøver at følges helt ad.












Jeg får Vegas opmærksomhed og hun belønnes ved at vi tager turen en gang mere.













Denne gang følges vi ad. Læg mærke til hendes tydelige opmærksomhed på mig.













Opgaven er fuldført og Vega er tydeligt tilfreds.













Vega skal nu springe. Det er ikke noget hun kender, og hun vælger at følge mine ben så hun er sikker på det går godt.

















 



Vega er opmærksom på mit afsæt og for at forstærke, giver jeg en kommando i det hun skal sætte af.

 

 

 

 

 

 

 









Her er Vega blevet fortrolig med springet, og klarer afsættet perfekt.






















Ligesom ved travbommene, er Vega nu så selvsikker, at hun gerne sætter tempoet op og viser hvad hun kan.












Her er vi ude i to problemer for Vega. Det lille rum og lydene fra den flagrende plastic. Vega melder tydeligt fra.






















Jeg kan ikke støtte Vega fysisk fra der hvor jeg sidder, så her må Lillen deltage.













Vega accepterer at plasticen rør ved hende, og hun er ikke så afvisende over for problemet som til at starte med.

Som tidligere beskrevet skal tingene gøres langsomt for at hunden husker at have "hovedet med" hele vejen. Hoved (mentalt) og krop (fysik) skal følges ad for at kunne garanterer succes.





Ved næste forsøg når hun at stoppe, og jeg sørge som ved de andre opgaver, for at hun mærker sig selv. At hun oplever situationen, frem for at få succes ved at melde fra og "stikke af".

Vega oplever her, at hun tør blive i situationen uden at hun fysisk støtter sig til mig.






Ligesom tidligere, bruger vi en opgave Vega kender, efter en svær problemstilling. Her kan hun vise for sig selv og os andre, at hun er bevidst om sig selv og har styr på situationen.










Vega er hurtigt oppe og fornemmer hvor meget/lidt plads hun har at sætte poterne på.












Fuld kontrol og balance. Vægten er fint lagt frem på fronten.

























Vega skal her gennem en smal passage samtidig med hun træder på noget fremmed og anderledes.
























Osse her skal hun stoppe op og lægge mærke til hvad hun laver. Hun viser her nysgerrighed og har ingen stress.
























Opgaven er fuldført, og Vega kan gå videre.


























Vega skal nu under det blå plastic. Jeg går først og hun følger villigt med.

























Hun skal nu selv gå ind, mens jeg blever bagved. Jeg holder fast i snoren, så hun ikke skynder sig, men igen ser hvad hun laver.

Vega ser omgivelserne men vælger at blive, frem for at bakke, hvilket kunne have været den udvej hun valgte.




















Vega har ved egen hjælp løst opgaven og virker tifreds med det.

























Som afslutning får vi en snak om dagens træning, og Vega vælger vores selskab.









Tilbage