Træning, socialisering og prægning er vigtigt for alle hunde og racer. Hvilken form for træning og på hvilket niveau afhænger så af det miljø hunden tilbydes til hverdag, den nye ejers erfaring med racen og hvad målet/formålet er. I mit hus er der kun ganske få regler - hunden skal komme når jeg kalder, den skal forholde sig i ro når jeg beder den om det og gå hen og lægge sig når der er brug for det. Det interesserer mig ikke om hunden sidder, ligger eller står når den holder sig i ro, faktisk lærer mine hunde kun 'stå' kommandoen fordi jeg bruger den ifm. min udstillingshobby.
Det er heller ikke vigtigt for mig at mine hunde elsker alle andre hunde og i princippet skal kunne slippes løs på et område med 50 fremmede hunde for at lege. Jeg mener det er langt mere vigtigt at hunde lærer at kunne befinde sig steder med andre hunde, uden at interessere sig for dem. Derfor udvælger jeg nogle enkelte 'venner' som de og jeg kender og kan gå tur med, og bruger min træningsplads til målrettet at træne "samværd uden fysisk kontakt". Jeg gider ikke have hunde der slæber mig efter dem for at komme over og hilse på alt med fire ben og man skal jo osse være opmærksom på at det langt fra er alle andre hunde og hundeejere der er interesseret i at hilse på min hund.

Når man som ny hundeejer skal finde et sted at træne, så kan man nemt komme på noget af en opgave. Min oplevelse er at det bestemt ikke er alle der anvender lige velegnede træningsmetoder og jeg anbefaler at man til enhver tid lytter til sin mavefornemmelse og takker nej hvis noget virker ugennemtænkt eller forkert. Steder der mener hundeleg skal være en del af træningen, steder der træner indkald uden line og steder der ikke kan skelne mellem træningsniveauet hos forskellige racer vil jeg anbefale at frasortere. Jeg vil give min varmeste anbefaling til SOR-hundeskole. Instruktøren hedder Lise Lindegaard og der er træningspladser i Sorø, Næstved og Holbæk. Alle mine hvalpe og unge hunde tager jeg med på Lises træningshold i Sorø. På Lise's hjemmesider (se links her under) kan du finde inspiration i forskellige artikler vedr. hundetræning.

Ud over grundlæggende lydighedstræning benytter jeg i perioder osse ringtræning til de hunde jeg udstiller.
Ringtræning som er træning for folk der ønsker at udstille deres hunde, er et ganske glimrende tilbud så længe hundens grænser ikke overskrides. Det er et sted man lærer reglerne på en udstilling og et sted hunden oplever at være i fællesskab med mange andre hunde uden at det betyder leg og hilseritualer. Men det er samtidig et sted der kan virke meget overvældende på en ung eller usikker hund. Man bør derfor ikke presse sin hund for hårdt ved f.eks at kræve at der bliver kigget tænder og andet, hvis den viser den ikke er klar til det. Hunde der har det sådan bør i stedet tilbydes en anden form for træning der har fokus på tillids- og kontakt-øvelser. Det skulle gerne være sådan at de hunde der udstilles har en god dag og er glade for at være i ringen med deres ejer/handler.

Besøg Lise Lindegaards hjemmesider http://www.hundeskole.dk/ - http://www.hunde-psykologen.dk/

 

Her under kan du læse lidt om min måde at motivere og arbejde med mine hunde, illustreret af billeder fra træningspladsen. Jeg er ikke instruktør, så det er derfor ikke en manual, men forhåbentligt en inspiration til hvordan man osse kan indlære grundlæggende lydighed, på en sådan måde at en grand danois gider at deltage. At træne en molosse kræver som oftest noget mere fysisk indlevelse og aktivitet, end arbejdet med en mere pleasende race. Man må osse forvente at træningen i højere grad skal opdeles i momenter, sådan at hunden holdes motiveret.

Motivation og belønning er andet end godbidder:

Har man grand danois ved man også, at motivation og belønning ved hjælp af godbider ofte kun er en stakket frist. Racen har tendens til ikke at finde godbider vanvittigt interessante og slet ikke i længere tid af gangen. Så når man i træningen gerne vil motivere en adfærd eller belønne for en god seance, kan man istedet for godbiderne - eller som supplement til godbiderne - benytte sig af legetøj.

Når man bruger legetøj i træningen stimulerer man hundens byttedrift og det er derfor muligt at få en anden intensitet og begejstring i motivationen end ved brug af godbider. Har hunden et yndlingslegetøj, som man bruger i træningen som belønning vil man opleve at hunden yder det ekstra for at få udleveret "præmien" for veludført arbejde og man kan ofte også arbejde i længere tid af gangen med større intensitet, end hvis man udelukkende motiverer og belønner ved hjælp af godbider.

Udover at hunden arbejder mere ivrigt for legesager end for godbider, oplever hunden også at ejeren ved brug af leg er spændende at arbejde sammen med. Man bliver selv mere levende og bevægelig i belønningen og hunden vil dermed få oparbejdet en forventning til at når man beder den om noget, vil resultatet være at man får tilbudt leg sammen med sin ejer.

Sikkert indkald uden risiko:

Det vigtigste i indkaldstræningen er succes. Hvordan opnår man så succes i indlæringen af en øvelse? Jeg træner ved brug af lang line i indkaldstræningen, som sikrer at hunden ikke kan begå fejl. Når hunden er i lang line (min. 7 meter) oplever den, at den ikke er hæmmet af en kort og stram line, den oplever bevægelsesfrihed, og samtidig har jeg en sikkerhed for at i tilfælde af at hunden i træningen finder andre ting mere interessante, at jeg kan stoppe den ved hjælp af linen. Jeg sikrer dermed at hunden aldrig opnår succes med at ignorere et indkald, aldrig får succes med at stikke af og ikke vil komme tilbage.

Som billederne viser handler min indkaldstræning samtidig om samarbejde og sjov og ballade. Hunden skal lære at det altid er sjovt at komme når der kaldes, det er altid positivt at komme ind til mig og det handler altid om ros og godbider og/eller belønning i form af legetøj.

Jeg bruger den lange line alle steder i indlæringen af indkald, ikke kun til træning, men på alle de daglige gåture, så det bliver helt naturligt for hunden fra begyndelsen at få indlært at indkald er lig med altid at komme når den bliver bedt om det. Hunden oplever dermed altid succes, samarbejde og glæde ved at befinde sig sammen med sin ejer, samtidig med at den bliver sikker i indkaldet i alle situationer.

Indkaldstræning kræver tålmodighed, det kræver tid og det kræver at man er flittig i træningen. Vi kender vist alle historien "den kommer altid når jeg kalder derhjemme". Derhjemme er der heller ingen fugle, eller andre hunde eller andre opmærksomhedsrøvende elementer og derfor er det vigtigt for at opnå et stabilt og sikkert indkald, at træne indkaldet alle de steder, hvor man regner med at hunden kan komme i interessekonflikt. Og selvfølgelig træne det, så man er sikker på succes, dvs. hvor hunden er i lang line og dermed ikke har mulighed for at fravælge at komme når der kaldes.


Gå tur uden stram line:

Jeg tror at alle kan være enige om at en grand danois på 60-80 kg., der lægger alle kræfter i og trækker som en bryggerhest er ret uhensigtsmæssigt. Ikke kun for den der skal forsøge at gå med hunden, men også for hunden selv og så sandelig også for omgivelserne. Derfor bruger jeg fra hvalpetiden energi på, at hunden skal synes at det er hyggeligt og rart at befinde sig ved siden af mig på gåturene.

I indlæringsprocessen arbejder jeg ligesom i indkaldstræningen med lang line og med ros i form af enten godbider eller legesager. Jeg belønner, når hunden tilbyder kontakt og går sammen med mig uden at trække i linen, så den finder ud af at det kan betale sig at følges med mig.


Klikkertræning og kontaktøvelser:


Udover at bruge legetøj i træningen, bruger jeg klikker til de "små" øvelser, såsom kontakttræningen.
Hunden skal lære at klik er lig med ros og lig med godbider. Når klikkeren er indlært, kan man bruge klikket til at belønne langt hurtigere end hvis man først skal finde en godbid frem og give hunden, og man kan dermed belønne med klikket i det øjeblik hunden tilbyder den rigtige adfærd.

På billederne arbejdes der med øjenkontakt. Hunden skal kigge op og få øjenkontakt for at få klikket = godbid.
Hunden er fokuseret på godbiderne, der gemmes bag ryggen, men først når hunden kigger op får den klikket og forstår dermed at det er den rigtige tilbudte adfærd.

Klikkertræning kan lyde simpelt og det er det sådan set også. Men det er tankekrævende af hunden, for den bruger mental energi på at finde ud af hvad det er man ønsker af den. Så det er vigtigt, at træne med klikker i korte intervaller, så hunden får pause imellem øvelserne.

Klikkeren kan bruges i rigtig mange forskellige øvelser. Hunden skal blot være i en afstand af føreren, så den stadig kan høre klikket og dermed vide at den tilbyder den rigtige adfærd. Min erfaring er at arbejdet med klikkeren gør at hunden hurtigere opfatter hvilken adfærd man gerne vil have fra hunden og at den derved hurtigere får indlært en given øvelse.

 

At cykle med sin Grand Danois:
Læs artiklen her


Ud over de grundlæggende træningsøvelser beskrevet her over, synes både jeg og hundene at det er rigtig sjovt at lære forskellige tricks og ting som egentlig ikke skal bruges til noget konkret, men hvor det er selve træningen der er det interessante. Vi får skabt en positiv kontakt og forventning til hinanden, som er brugbar i hverdagen. Jeg filmer nogle momenter mens jeg træner og det er derfor sjældent den færdige/perfekte øvelse man ser, men i stedet det arbejde vi laver undervejs. Jeg håber det kan inspirere andre til at få trænet med denne race og i den forbindelse vil jeg gerne anbefale den facebookgruppe der hedder "Working Danes/Grand Danois til træning. Her deler GD-ejere i hele norden erfaringer, spørgsmål og resultater med hinanden.


Som afslutning på denne gennemgang af de mange muligheder der er for at arbejde med en grand danois, vil jeg gerne rette fokus mod "den lette løsning" som desværre ofte ses brugt ifm. de store hunde. Her tænker jeg på grimer og andre "gå-pænt-remedier". Jeg ser grand danois-ejere med helt unge hunde som ifører dem grimer, både ved alm. gåture eller på ture hvor der er leg med andre hunde involveret.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor uheldigt jeg synes det er, at anskaffe sig en hund som er på størrelse med en lille pony mens den stadig er helt ung, uden samtidig at være bevidst om at det kræver arbejde at få sådan en hund til at være velfungerende i en typisk familie i Danmark. Det er sjovest for både hund og ejer, hvis der er god kontakt og interesse for hinanden. At sætte grime på sin hund er for det første ganske ubehageligt for hunden, den er ikke konstrueret som en hest og grimen kan give skader på hunden. For det andet er det et tydeligt signal om at man ikke gider gøre sig den umage, enten at arbejde lidt med sin hund, eller få hjælp til hvordan man gør.
Det er aldrig en skam at erkende at ens hund i perioder kan være en stor mundfuld, men lad være med at falde for disse lette løsninger som bliver anbefalet af andre hundeejere med samme problem, eller tilmed af dyrlæger eller andre fagfolk. Få i stedet hjælp af folk som netop har hunde der er velfungerende, og som på en god måde kan forklare hvilket arbejde der skal lægges i hunden. Det skal være sjovt at være hundeejer, og det bliver det når der er etableret gensidig respekt.

Tykke metalkæder bag hundens ører, grimer i alle afskygninger, seler der strammer i hundens armhuler - hvis du ikke mener det er i orden at bruge strømhalsbånd eller anden form for smertepåførsel, så er disse redskaber heller ikke noget du bør have i skabet med udstyr. Køb hellere en klikker, en bog om træning og en stor pose godbidder :-)